🌿 Vis hensyn til dine naboer 🌿
Vi vil gerne minde alle i området om at vise hensyn, så vi sammen kan bevare den rolige og hyggelige stemning ved Hostrup Strand.
Del venligst også disse råd med jeres gæster eller lejere i sommerhuset, så vi sammen kan skabe trygge og gode oplevelser for alle i området. En printvenlig PDF findes nederst på siden – tilgængelig på dansk, engelsk og tysk.
🔸Hunde skal føres i snor
Vi vil gerne minde alle hundeejere om at vise hensyn til både naboer, gæster, dyreliv og andre hunde i området.
Ifølge dansk lov skal hunde føres i snor i bymæssig bebyggelse og i sommerhusområder, medmindre de er under fuldt herredømme og ikke er til gene for andre. Mange føler sig utrygge ved løse hunde, også selvom hunden er venlig.
På stranden gælder særlige regler:
• Fra 1. april til 30. september skal hunde altid føres i snor
• Fra 1. oktober til 31. marts må hunde gerne løbe løse på stranden, hvis de er under fuld kontrol
I området har flere oplevet løse hunde uden ejer i nærheden, både ved stranden og på vejene. Derfor opfordrer vi alle til at holde hunden i snor og tage hensyn til omgivelserne.
🔸 Afbrænding
I Skive Kommune er det ikke tilladt at brænde haveaffald af i sommerhusområder – heller ikke i mindre mængder. Haveaffald bør i stedet komposteres, flises eller køres til kommunens genbrugsstationer. Afbrænding er både belastende for miljøet og kan være til stor gene for naboerne.
🔸 Støj
For at sikre et godt naboskab opfordrer vi til at begrænse brugen af støjende maskiner som plæneklippere, hækkeklippere og motorsave:
• Før kl. 9
• Mellem kl. 12 og 14
• Efter kl. 18
Dette gælder især i weekender og i sommerperioden, hvor mange nyder roen på terrassen.
PS: Håndværkere er naturligvis undtaget.
🔸 Fart og støv
Husk også at sænke farten på grusvejene.
Støver det, kører du for stærkt – så kør venligst lidt langsommere af hensyn til både naboer, gående og vejenes stand.
🔸 Fyrværkeri
En del vælger at fejre nytår i sommerhus ved Hostrup Strand. Til dem skal lyde denne opfordring: Vær nu forsigtig ved brug af fyrværkeri, så der ikke sker skade på hverken personer, bygninger eller bevoksning.Vis også hensyn ved affyring af fyrværkeri.
Privatpersoner må kun affyre godkendt fyrværkeri fra den 31. december til og med den 1. januar. Resten af året er affyring ulovligt.
Ifølge Sikkerhedsstyrelsens regler skal der blandt andet holdes afstand til bygninger, stråtag, bevoksning og dyr:
• Mindst 10 meter til døråbninger og bygninger ved affyring af raketter
• Mindst 100 meter til stråtag, bevoksning og brændbare materialer
• Mindst 200 meter ved affyring af raketter nær stråtag og bevoksning
• Mindst 100 meter til landbrug med dyr eller marker med dyr på græs
• I blæsevejr skal afstandene i vindretningen fordobles
Vis hensyn til både naboer, dyr og natur – og sørg altid for sikker og ansvarlig brug af fyrværkeri 🎆
Tak fordi I viser hensyn til hinanden og hjælper med at gøre området rart for både fastboende og gæster 🌞
System til ejer-, andel-, grundejer- og alle andre typer af foreninger administreret af boligforeningsweb.dk (Globalt: anyhoa.com)